Fastelavn

Fastelavn….
Indrømmelse… Jeg har altid hadet fastelavn….

Men gør ikke som jeg gjorde mod min datter engang…

I denne uge har egne minder, tanker, reklamer, butiksudstillinger, børn i legetøjsbutikker og forældre der søger lånekustumer,  inspireret mig til at skrive om fastelavn – og fortælle en personlig historie..

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid hadet fastelavn, jeg synes det var et kæmpe arbejde, at få fremstillet fastelavnsdragter til alle 3 unger. Jeg ville have de skulle være flotte. Det lå mig meget på sinde, at mine unger var stolte og tilfredse når de drog af sted. Men kors i hytten, vi skulle tidligere op end vanligt,  for at sminke, klæde på, fotografere og selvfølgelig nå lidt morgenmad….
Og så skulle vi sørge for, at alle var glade og tilfredse og gerne lidt stolte, når de drog af sted til børnehave og skole.
Det værste var de gange, hvor en af dem drog af sted og ikke var tilfreds eller glad for sin udklædning….. Føj, det gav rigtig dårlig samvittighed….!!

Engang for længe siden skulle min datter klædes ud til fastelavn, ja, ..som alle andre børn. Hun vidste ikke helt hvad hun ville være, men noget med en eller anden figur fra en film, en ”prinsessenoget”, som jeg ikke helt syntes om. Hun vidste ikke helt klart hvad hun gerne ville..
Men jeg – hendes mor – vidste det..!

Mathilde - et smukt stjerneskud..

Mathilde – et smukt stjerneskud..

Jeg havde selv et projekt i hovedet – allerede inden jeg havde spurgt hende.
Jeg havde set et sted, én klædt ud som et STJERNESKUD!!
Jeg synes det var fantastisk – og mellem os sagt – også lidt let at lave. (En plasticpose af de store, lidt gammel julepynt og en gammel papstjerne jeg havde liggende i kælderen og et par stjerner klistret på kinderne).. Yes….sådan det var sagen…..!

Lige nøjagtig sådan en morgen, en af de værste, var den dag for længe siden, da Mathilde drog af sted til skolen udklædt som et stjerneskud, som kun hendes mor syntes var fantastisk.
Hun glædede sig ikke til at slå katten af tønden…..som et stjerneskud! Der var ingen magi, ingen særlige kræfter, ingen speciel ”sødhed” og hun lignede ingen af de andre, og det var ikke at foretrække – for hende….. !
Jeg kan næsten mærke den dårlige samvittighed endnu – hun var ikke glad og følte sig ikke som noget særligt på denne dag – fastelavnsdagen…
Jeg havde spurgt, men ikke lyttet til hendes svar, om hvad hun gerne ville være til fastelavn.
Jeg skulle slet ikke have spurgt…
Mathilde klarede dog dagen som stjerneskud og har ikke traumer af oplevelsen (så vidt jeg ved), men jeg tænker faktisk stadig på det ind imellem..
I dag , hvor hun er voksen, er det blevet en historie vi griner af, når vi når et bestemt sted ved vores årlige julefrokost. Vi kigger på billederne og siger i kor: ”Nååååårhh… Mathilde” ….
Vi taler om det – svigtet fra en mor der havde et projekt, en mor der ikke lyttede til Mathildes svar, da jeg spurgte hvad hun ville være…En mor, der havde fået en idé om at være et stjerneskud måtte være lige sagen – men for hvem…ja for en mor – Mathildes mor..!!
Og nu udstiller en mor sin datter med denne historie, men hun – Mathildes mor – har fået lov….

Et smukt STJERNESKUD

Et smukt STJERNESKUD

Læs her om hvad udklædning betyder for dit barn:

Hvad skal du være til fastelavn?
At klæde sig ud til fastelavn, er for de fleste børn en stor og spændende begivenhed, fordi det er muligt, at give fantasi, kreativitet og forestillingsevne fuld skrue. Men det er for de fleste børn også vigtigt at vide, hvad bedstevennen skal være. Så kan man overveje om man vil være det samme, eller vil skille sig ud og være noget helt andet.
Dit barns valg afhænger af personlighed og alder. Valget vil være påvirket af, hvad hun er optaget af for tiden, hvilke lege hun leger og hvilke roller hun er i gang med at afprøve. Men det er ikke tilfældigt, hvad dit barn vælger at være klædt ud som og prøve kræfter med. Måske er det en bestemt figur, som f.eks. Spiderman, en sej ridder, en fin prinsesse eller en balletdanser. Eller måske drømmer dit barn om at være en af figurerne fra den nyeste Disney film. I år er det vist Elsa eller Anna fra filmen Frost, der er det helt store hit….

Hjælp dit barn med at vælge udklædning
Udklædning er en god ingrediens i børns rollelege, og kan sætte gang i fantasi og indlevelse. Rollelege er en vigtig del af børns udvikling, fordi den lader fantasien blomstre og man være en anden karakter, end den man har i hverdagen.
Vuggestuebørn har ikke en mening om, hvad de vil være. Her er det som regel mor og far, der bestemmer. Ikke alle små vuggestuebørn har lyst til udklædning, og det skal respekteres – lad være med at presse hvis dit barn ikke vil.
Børnehavebørn og skolebørn, har som regel en klar ide om, hvad de vil være. Som forældre må du beslutte dig for, om dit barn selv må vælge, hvad det vil være, eller det f.eks. skal genbruge den udklædning, som storebror eller søster har brugt tidligere.

Det er helt naturligt, hvis dit barn vælger anden udklædning end sidste år, fordi det nu er et andet sted i sin udvikling. Men hvis din dreng vil være ridder eller din datter prinsesse år efter år, så fortvivl ikke –  man kan godt udvikle sig i sin rolle…. J

Det vigtigste…….Vær lydhør!
Hvis du spørger sit barn, hvad det vil være, må du være lydhør og give det lov til at leve drømmen ud. Hvis din datter vil være fin dame eller prinsesse, så lad hende. Hvis hun vil være Turtles eller kriger, så lad hende det.
Det samme gælder din søn, vil han være Spiderman eller ridder, så lad ham. Hvis han vil være popstjerne eller bager, så lad ham.
Hvis du vil bestemme, så lad være med at spørge…!!

Børns valg tager udgangspunkt i det de er optaget af, valget er ikke tilfældigt og skal derfor heller ikke behandles som sådan – deres valg og svar skal respekteres (inden for rimelighedens grænse – naturligvis)
Det bliver ikke nogen god fastelavnsfest, hvis dit barn er ked af eller irriteret over, at skulle have en dum hat – eller værre – en dum stjerne på hovedet, eller sminke i hovedet mod sin vilje – bare fordi mor synes det er en god ide.
Lad dit barn få en dag, hvor fantasien og drømmen om at være ”en hvad som helst”, får lov til og mulighed for, at blive levet fuld ud.
I fantasien kan alt ting ske!

Pssst….
Hvis dit barn vil være STJERNESKUD, så tjek lige efter, om alt er som det skal være, eller om der er noget du har overhørt…..!!

Med ønsket om en rigtig god fastelavn til alle børn og forældre..

 

 

 

Demokratisk børneopdragelse – for lidt eller for meget??

demokratisk opdragelse

Hvad vil du have at spise til aftensmad? Hvad vil du have at drikke? Hvad vil du have på af tøj i dag? Hvad vil du lave i morgen når vi har fri? Hvad skal vi lave på lørdag? Hvad vil du gerne gå til? Hvilket legetøj vil du have? Hvad skal vi se i TV? Hvad vil du gerne have til morgenmad? Hvem skal hente dig?

To psykologer, Finn Korsaa og Bent Hougaard fortæller om deres  syn på den moderne og demokratiske børneopdragelse, som er udbredt i dag.

Er du enig med de to psykologer – eller…?

Hvad gør det ved vores børn?
Tillægger vi vores børn voksenegenskaber i en meget tidlig alder?

Læs artiklen her – og tag gerne synligt stilling med en kommentar..
http://www.b.dk/nationalt/danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer

 

Selvstændighedsalderen

Selvstændighedsalderen – en hæslig tid med mening…!

I denne uge, har samtaler med forældre inspireret mig til at skrive lidt om selvstændighedsalderen. I samtaler om dette emne bliver der både pustet, stønnet, grædt og grinet rigtig meget.
Husk….lige om lidt, så er det en anden udviklingsfase dit barn er i…..

Grin, græd, pust og støn – men læg mærke til alt det sjove det også indebærer – det er der, kig bare godt efter….

Selvstændighedsalderen - en hæslig tid med mening..!

Selvstændighedsalderen – en hæslig tid med mening..!

“Nej, nej, neej….vil selv…gå væk!”
Tårerne løber i stride strømme, kinderne røde af raseri, tonelejet skyhøjt – mens den lille toårige desperat og målrettet forsøger at styre indkøbsvognen rundt  i den store  Netto fredag eftermiddag kl. 16.30….!!
Jo mere du forsøger at hjælpe, jo mere rasende bliver din lille elskede, besværlige, pinlige og umulige toårige…

De fleste forældre kender denne rædsomme og opslidende – men klassiske situation, som handler om et barn der er i selvstændighedsalderen, eller trodsalderen, som den blev kaldt tidligere.

Men hvorfor..??? – spørger mange forældre…?

Hvem er jeg? – jeg er mig!
De fleste i dag kalder perioden selvstændighedsalderen, fordi det rent udviklingspsykologisk er det det der er gang i – en begyndende selvstædighedsgørelse!
Allerede omkring et eller halvandet års alderen opdager dit barn, at det faktisk er den person det ser derinde i spejlet.  Det begynder at udvikle et selv. Dit barn begynder at omtale sig selv ved navn – og det begynder at mærke og føle, hvad det gerne vil – og ikke vil.
Det er den udvikling der sætter gang i selvstændighedsalderen, og som gør, at dit lille søde nemme barn pludselig er at finde på gulvet i supermarkedet, fuldstændig rasende over hun ikke kan/må køre indkøbsvognen, eller derhjemme liggende på køkkengulvet i vildt raseri over hun ikke må få flere is..

Dit barn tænker med sine følelser
I selvstændighedsalderen bliver dit barn ulykkelig og rasende over ting, som du ikke selv synes er betydningsfulde – ting du bare betragter som en lille detalje. Men det finder du hurtigt ud af det ikke er. Set i et barneperspektiv  er der på ingen måde tale om detaljer!
Men der er faktisk en hel logisk forklaring på de voldsomme reaktioner. Dit barns hjerne er i fuld gang med at udvikle sig, og dermed slet ikke færdigudviklet.
Det betyder, at det område i hjernen vi voksne bruger til at styre vores følelsesmæssige reaktioner. Det område er hos dit barn ikke udviklet endnu. Så derfor er det et andet sted i barnets hjerne der er virksomt i situationerne. Det er det sted i hjernen der rummer alle følelserne, som kommer til udtryk i fuldt flor, når dit barn går helt bananas bare fordi hun ikke må få guldsandalerne på udenfor i snevejr. Reguleringsstedet er stadig ikke udviklet. Faktisk kan man godt tale om, at følelserne løber af med dit barn.

Brug for hjælp
Dit barn har brug for din hjælp til at holde styr på alle de store følelser . Du skal vise du forstår og hjælpe med at sætte ord på de ting, hun bliver stik tosset over. Samtidig har dit barn brug for støtte til, ikke at reagere uhensigtsmæssigt eller kommer til skade.
Følelser er ikke nemme at styre, når man er 2-3 år gammel.
Lige så stolt og glad dit barn er, når tingene lykkes, lige så ked af det og rasende bliver det, når det ikke må det det gerne vil, eller når tingene mislykkes. Både glade og vrede følelser er store og voldsomme.
Dit barn er på opdagelse, har mod på livet og en stor lyst til at se hvor meget det kan klare på egen hånd. Denne lyst og energi skal du se som et sundhedstegn, der er nødvendig for at udvikle et selv, et godt selvværd og en god selvtillid.

Mødet med oplevelsen af frustration kan være svært, når man bare er en lille størrelse:
Det tager tid at lære at håndtere et nej og de følelser, der opstår i den forbindelse. Og når man er 2-3 år gammel og frustreret, er det svært at forstå helt kedelige forklaringer på, hvorfor man ikke må få guldsandaler på i snevejr og frostgrader. Når man ikke forstår forklaringen og meningen, ja så ligger det lige for at blive ked af det og vred og gøre alt i sin magt for at få ret – og få mor og far til at forstå. Det er et sundhedstegn, at dit barn ikke gir sig lige med det samme!

Markér grænser
Det kan være rigtig hårdt og anstrengende at have selvstændighedsalderen i huset, og det er nødvendigt at sætte nogle grænser, både af hensyn til dit barn og af hensyn til resten af familien. Jeres barn har naturligvis brug for et passende råderum, men med tydelige grænser, som dit barn mærker ikke er til forhandling.
Når du sætter tydelige grænser, tager du ansvaret fra barnet og giver det nogle trygge rammer agere indenfor. Du skal også mærke efter hvor dine egne grænser går og stå ved dem.
Sluk automatknappen
At sætte grænser og sige nej betyder ikke, at du automatisk skal sige nej hele tiden.
Dit barn er på opdagelse i verden, og selvstændighedsalderen har også det formål, at dit barn får opbygget et sundt fundament til et stærkt selvværd og en selvstændighed.
Derfor er det vigtigt , du engang imellem siger ja og ikke gør de potentielle konflikter til magtekampe hele tiden…..

Jeg ønsker dig en god vinterferie, hvis du er en af de heldige..!!

 

 

 

 

Velkommen til min blog

Velkommen til min blog – Forældreklubben

Charlotte Clemmensen

Charlotte Clemmensen

Jeg har glædet mig rigtig meget til at få gang i Forældreklubben, fordi jeg ved fra mit arbejde som psykolog og familierådgiver, at forældre gerne vil have viden om børn og forældreskab.

Nogle gange, (læs: næsten altid) bliver livet med børn anderledes end man havde forestillet sig.
 Mange forældre, gør sig de samme overvejelser og tanker og stiller ofte enslydende spørgsmål til, hvad der sker med deres børn i forskellige udviklingsperioder, og om hvordan man skal forstå og takle de forskellige udfordringer og problemstillinger der opstår undervejs i forældreskabet.

Jeg har længe gerne ville samle og dele erfaringer fra min hverdag og fra mit arbejde ét sted.  Jeg har besluttet, det skal være her på min blog – og nu er det altså nu..!!
Du er meget velkommen til at komme med dine kommentarer. For når du skriver her, vil andre kunne læse med og blive inspireret af dine holdninger, meninger og erfaringer.
Måske kan du endda her på bloggen, blive klogere på dig selv, dit forældreskab og på dine børn, og hvem ønsker ikke det!?

Du vil finde skriverier, oplysninger, inspiration, og viden om børn og forældre. 
Du vil også – fra tid til anden – finde invitationer til spændende foredrag, links til artikler og bøger og andre ting, der relaterer til at være forældre.

Når vi bliver forældre, bliver vi medlem af den sammen klub allesammen, nemlig Forældreklubben. Indmeldelse i denne fantastiske klub sker helt automatisk, og medlemsskabet varer livet ud.
Derfor er Forældreklubben for forældre med børn i alle aldre: nyfødte, små, større, store, unge, voksne og børnebørn.

Helt kort fortalt handler min blog om at være forældre og om de store og små udfordringer vi møder i vores forældreskab.

Lad os gøre hinanden klogere og inspirere hinanden.

Der er plads til at give meninger og holdninger til kende.

VELKOMMEN I KLUBBEN!!

Forældreklubben

Forældreklubben