Fastelavn

Fastelavn….
Indrømmelse… Jeg har altid hadet fastelavn….

Men gør ikke som jeg gjorde mod min datter engang…

I denne uge har egne minder, tanker, reklamer, butiksudstillinger, børn i legetøjsbutikker og forældre der søger lånekustumer,  inspireret mig til at skrive om fastelavn – og fortælle en personlig historie..

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid hadet fastelavn, jeg synes det var et kæmpe arbejde, at få fremstillet fastelavnsdragter til alle 3 unger. Jeg ville have de skulle være flotte. Det lå mig meget på sinde, at mine unger var stolte og tilfredse når de drog af sted. Men kors i hytten, vi skulle tidligere op end vanligt,  for at sminke, klæde på, fotografere og selvfølgelig nå lidt morgenmad….
Og så skulle vi sørge for, at alle var glade og tilfredse og gerne lidt stolte, når de drog af sted til børnehave og skole.
Det værste var de gange, hvor en af dem drog af sted og ikke var tilfreds eller glad for sin udklædning….. Føj, det gav rigtig dårlig samvittighed….!!

Engang for længe siden skulle min datter klædes ud til fastelavn, ja, ..som alle andre børn. Hun vidste ikke helt hvad hun ville være, men noget med en eller anden figur fra en film, en ”prinsessenoget”, som jeg ikke helt syntes om. Hun vidste ikke helt klart hvad hun gerne ville..
Men jeg – hendes mor – vidste det..!

Mathilde - et smukt stjerneskud..

Mathilde – et smukt stjerneskud..

Jeg havde selv et projekt i hovedet – allerede inden jeg havde spurgt hende.
Jeg havde set et sted, én klædt ud som et STJERNESKUD!!
Jeg synes det var fantastisk – og mellem os sagt – også lidt let at lave. (En plasticpose af de store, lidt gammel julepynt og en gammel papstjerne jeg havde liggende i kælderen og et par stjerner klistret på kinderne).. Yes….sådan det var sagen…..!

Lige nøjagtig sådan en morgen, en af de værste, var den dag for længe siden, da Mathilde drog af sted til skolen udklædt som et stjerneskud, som kun hendes mor syntes var fantastisk.
Hun glædede sig ikke til at slå katten af tønden…..som et stjerneskud! Der var ingen magi, ingen særlige kræfter, ingen speciel ”sødhed” og hun lignede ingen af de andre, og det var ikke at foretrække – for hende….. !
Jeg kan næsten mærke den dårlige samvittighed endnu – hun var ikke glad og følte sig ikke som noget særligt på denne dag – fastelavnsdagen…
Jeg havde spurgt, men ikke lyttet til hendes svar, om hvad hun gerne ville være til fastelavn.
Jeg skulle slet ikke have spurgt…
Mathilde klarede dog dagen som stjerneskud og har ikke traumer af oplevelsen (så vidt jeg ved), men jeg tænker faktisk stadig på det ind imellem..
I dag , hvor hun er voksen, er det blevet en historie vi griner af, når vi når et bestemt sted ved vores årlige julefrokost. Vi kigger på billederne og siger i kor: ”Nååååårhh… Mathilde” ….
Vi taler om det – svigtet fra en mor der havde et projekt, en mor der ikke lyttede til Mathildes svar, da jeg spurgte hvad hun ville være…En mor, der havde fået en idé om at være et stjerneskud måtte være lige sagen – men for hvem…ja for en mor – Mathildes mor..!!
Og nu udstiller en mor sin datter med denne historie, men hun – Mathildes mor – har fået lov….

Et smukt STJERNESKUD

Et smukt STJERNESKUD

Læs her om hvad udklædning betyder for dit barn:

Hvad skal du være til fastelavn?
At klæde sig ud til fastelavn, er for de fleste børn en stor og spændende begivenhed, fordi det er muligt, at give fantasi, kreativitet og forestillingsevne fuld skrue. Men det er for de fleste børn også vigtigt at vide, hvad bedstevennen skal være. Så kan man overveje om man vil være det samme, eller vil skille sig ud og være noget helt andet.
Dit barns valg afhænger af personlighed og alder. Valget vil være påvirket af, hvad hun er optaget af for tiden, hvilke lege hun leger og hvilke roller hun er i gang med at afprøve. Men det er ikke tilfældigt, hvad dit barn vælger at være klædt ud som og prøve kræfter med. Måske er det en bestemt figur, som f.eks. Spiderman, en sej ridder, en fin prinsesse eller en balletdanser. Eller måske drømmer dit barn om at være en af figurerne fra den nyeste Disney film. I år er det vist Elsa eller Anna fra filmen Frost, der er det helt store hit….

Hjælp dit barn med at vælge udklædning
Udklædning er en god ingrediens i børns rollelege, og kan sætte gang i fantasi og indlevelse. Rollelege er en vigtig del af børns udvikling, fordi den lader fantasien blomstre og man være en anden karakter, end den man har i hverdagen.
Vuggestuebørn har ikke en mening om, hvad de vil være. Her er det som regel mor og far, der bestemmer. Ikke alle små vuggestuebørn har lyst til udklædning, og det skal respekteres – lad være med at presse hvis dit barn ikke vil.
Børnehavebørn og skolebørn, har som regel en klar ide om, hvad de vil være. Som forældre må du beslutte dig for, om dit barn selv må vælge, hvad det vil være, eller det f.eks. skal genbruge den udklædning, som storebror eller søster har brugt tidligere.

Det er helt naturligt, hvis dit barn vælger anden udklædning end sidste år, fordi det nu er et andet sted i sin udvikling. Men hvis din dreng vil være ridder eller din datter prinsesse år efter år, så fortvivl ikke –  man kan godt udvikle sig i sin rolle…. J

Det vigtigste…….Vær lydhør!
Hvis du spørger sit barn, hvad det vil være, må du være lydhør og give det lov til at leve drømmen ud. Hvis din datter vil være fin dame eller prinsesse, så lad hende. Hvis hun vil være Turtles eller kriger, så lad hende det.
Det samme gælder din søn, vil han være Spiderman eller ridder, så lad ham. Hvis han vil være popstjerne eller bager, så lad ham.
Hvis du vil bestemme, så lad være med at spørge…!!

Børns valg tager udgangspunkt i det de er optaget af, valget er ikke tilfældigt og skal derfor heller ikke behandles som sådan – deres valg og svar skal respekteres (inden for rimelighedens grænse – naturligvis)
Det bliver ikke nogen god fastelavnsfest, hvis dit barn er ked af eller irriteret over, at skulle have en dum hat – eller værre – en dum stjerne på hovedet, eller sminke i hovedet mod sin vilje – bare fordi mor synes det er en god ide.
Lad dit barn få en dag, hvor fantasien og drømmen om at være ”en hvad som helst”, får lov til og mulighed for, at blive levet fuld ud.
I fantasien kan alt ting ske!

Pssst….
Hvis dit barn vil være STJERNESKUD, så tjek lige efter, om alt er som det skal være, eller om der er noget du har overhørt…..!!

Med ønsket om en rigtig god fastelavn til alle børn og forældre..

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

43 + = 44