En rar og fredelig jul

En rar og fredelig jul

En rar og fredelig jul

 Af psykolog og forfatter Charlotte Clemmensen

 Juleaften nærmer sig. Det betyder for mange familier, både stress og konflikter i familien. Og det kan være svært at styre udenom, fordi de fleste af os, har så mange forventninger til den store aften. Vi bliver så let skuffede, kede af det, frustrerede og vrede på hinanden, når vores juleaften ikke bliver som vi ønsker os.

Det er en kunst at skabe en juleaften, hvor både store og små er tilfredse. Men det er muligt, især hvis vi voksne kan lade være med at skrue forventningerne for højt op. At få styr på hvilke forventninger julens gæster har, prioritere dem og sørge for at alle er indforstået med eventuelle kompromiser er første skridt på vejen. Dernæst gælder det om at lægge en fornuftig plan for julen, orienterer alle om planen og henstille til at planen, så vidt muligt, overholdes.

Efter min bedste overbevisning er dét nogle af de praktiske ting, vi kan gøre for at skabe en rar og rolig juleaften, hvor alles behov og ønsker tilgodeses, og alle er glade og veltilpasse.

 Glade jul, dejlige jul…
Julen er for de fleste forbundet med en masse følelser og mange forventninger, både til os selv, vores børn og til dem vi skal fejre julen med. Vi voksne mindes vores barndoms jul og alle forventningerne og glæden omkring julen. Den rare, forventningsfulde følelse har vi taget med os i vores voksenliv, måske ikke så meget i forhold til julegaverne, men vi ser frem julen med den samme forventning til, at det bliver en aften, som emmer af nærvær, kærlig omsorg og opmærksomhed. Disse barndomserrindringer sidder stadig dybt i os.

Mange forventninger, kan vi ikke engang rigtig sætte ord på, vi forventer ligesom bare at de bliver opfyldt.

Der kan være mange ting, som ikke bliver, som vi ønskede. Måske blev der ikke rigtig tid til at få snakket sammen juleaften, eller middagen blev overstået alt for hurtigt og vi fik hverken tid til at nyde maden eller takke kokken, børnene var vilde og larmende under hele middagen, vi nåede ikke kirken …

 Sikke voldsom trængsel og (a)larm
Er man så heldig, at huset i julen er fyldt af mange børn og voksne, er det ofte ensbetydende med en masse larm og uro, og det hele bliver måske nærmest lidt hektisk. Det er derfor nødvendigt i planlægningen, at tage højde for og indtænke, at der er mange små forventningsfulde hoveder. Og de smås glade forventninger går som regel ikke stille af. Så når der er børn med juleaften, er det en rigtig god ide, at sørge for at festens voksne gæster er indstillet på, at der også skal være plads til børnenes forventningfulde glæde, og at alle voksne må støtte op om ,at det bliver en god og dejlig oplevelse for børn såvel som voksne.

 Nu glædes gamle og unge…
Vi voksne skal være realistiske i vores forventninger, specielt i forhold til os selv, hvad vi kan magte og klare, og gøre os klart hvordan vi kan glædes, både gamle og unge.

En god ide kan være, at sende et lille julekort til gæsterne, hvor I skriver, at I glæder jer til at fejre juleaften sammen med dem. I hilsnen har I også lejlighed til at fortælle, at I har tænkt over arrangementet og over, hvordan julen kan blive hyggeligt for både store og små.

 Moder er i køkkenet, nu skal hun traktere…
Måske skal farmor komme med risalamanden, faster med mandelgaven, moster med den hjemmelavede rødkål, så aftenen ikke ender med at moder er i køkkenet og trakterer hele aftenen.

Det fungerer fint i mange familier at deles lidt om opgaverne. Aftal evt. hvem der er i køkkenet og gør maden klar, hvem der lægger gaver under træet sammen med børnene, hvem der ordner opvask, mens andre underholder de forventningsfulde børn.

 Måske skal børnene have lov til at pakke en gave eller to op inden aftensmaden maden – hvem hjælper børnene med dette og leger med dem og de dejlige julegaver?

 Julen er børnenes fest…
Julen er børnenes fest, siger man, men de skal hjælpes og vejledes i, hvordan det bliver en god fest, så alle både store og små har det dejligt. Det vigtigste er, at få fortalt børnene, hvordan vi gerne vil have at juleaften skal være. Her kan børnene også få lejlighed til at sætte ord på deres egne forventninger.

 Hvad du ønsker, skal du få …
Så til julens forberedelser, hører følgende to do-liste:
· Afklaring: Med hvem og hvordan skal julen holdes
· God og tidlig planlægning
· Prioritering af nærvær og kærlighed
· Sørg for at alles forventninger bliver hørt, men indstil gæster og dig selv på at skulle indgå kompromiser omkring afviklingen af aftenen
· Vær realistisk – tænk på børnenes behov i forhold til deres alder. Glade  voksne er lig glade børn.
· Overvej om du har brug for hjælp med noget af det praktiske
· Fordel opgaverne

 Med dette vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber I alle slutter juleaften med en rar og tilfredstillende følelse af, at det er ok at være træt og ikke give mere i dag :o)

 Mange julehilsner
 Charlotte

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

− 3 = 4